Afveje: Maraton, løb og triatlon

München Marathon

Mit maraton i München, blev slet ingen succes. Jeg har en masse “undskyldninger; men det er i sidste ende min egen skyld.

Jeg deltog i München Marathon søndag den 14. oktober, dagen efter jeg havde løbet Brocken-Marathon og jeg var kørt i bil hele vejen til Harzen om fredagen (9,5 timer) og straks efter lørdagens løb videre over 6 timer til München med dertil to dage med dårlig kost inden løbet.

München Marathon 2018

Planen for München Marathon… og mit løb

Da jeg bookede denne wellness-weekend i Tyskland var det uden forventning om, at løbe nogle af de to maraton på under 4 timer; men i ugen op til München Marathon begyndte jeg at tro, at jeg kunne løbe lidt under fire timer.

Efter lørdagens løb og kørsel til München begyndte det at spøge med 3 timer og 45 minutter. Jeg kunne da passende lægge ud i det tempo og så justere undervejs som mit maraton skred frem. Da jeg ud på formiddagen efter 9:30 gik ud til startbåsene var det så 3 timer og 30 minutter, som jeg ville forsøge at løbe, hvilket vil sige holde hver kilometer lige under 5 minutter. Løbe lige efter fartholderne (3:29) og så måtte jeg lige smutte forbi den på de sidste kilometer. Nem plan, enkelt plan.

Det viste sig dog hurtigt, at ruten til München Marathon er for smal. Der var mange lige omkring 3:30 gruppen og vi løb meget tæt og slet ikke frit. Så ved 11,5 – 12 km. tog jeg beslutningen om, at jeg skulle ligge lige efter fartholderne for så, at komme forbi når lejligheden bød sig.. bl.a. også derved at have bedre overblik i depoter. Jeg løb forbi – ude i græsset – lige inden 13 km. skiltet.

Ruten til München Marathon 2018
Grafik: Ruten til München Marathon 2018

Jeg kom dog ikke rigtigt fri af de andre. Der var mere plads foran og jeg løb uden at skulle afpasse hvert skridt efter dem foran mig; men fartholderne vedblev at være tæt på. Flere gange måtte jeg rykke lidt for, at få hul ned til fartholderne og skønt jeg løb alle kilometer på under 5 minutter, så kunne jeg næsten hele tiden høre dem – i hvert fald ved alle broer/tunneller, hvor de råbte noget tysk som deltagere “svarede” på.

Meget af tiden kunne jeg også – mere eller mindre – tydeligt høre musik som en af fartholdene havde med. Indimellem fine musiknumre at løbe til, men også mange for sløve; men først og fremmest var de bare meget forstyrrende i den ro jeg har brug for at opbygge i mig selv for, at kunne holde fokus, nyde jeg overhaler m.m.

Jeg kunne for hvert kilometer se på mit ur, at jeg var foran pace 5:00 min/km. som jeg skulle; men der var hele tiden fartholderne og deres musik og samtale og slagord i baggrunden. Selv da jeg nåede mere end 3 minutter under! min ønskede måltid på 3 timer og 30 minutter pressede de mig hurtigere og hurtigere, selvom jeg kunne mærke, at benene var smadrede for lørdagens Brocken-Marathon.

Jeg brugte de første 32 km. på at afpasse mit løb efter andres løb. De første 12,5 km. lige bagved fartholderne og så de næste 20 km. på at holde mig foran dem og deres larm. Jeg var konstant frustreret og tænkte negative tanker skønt jeg vidste, at de ikke er gode for løb og vil ødelægge i længden.

Jeg forsøgte at glæde mig når jeg overhalede andre løber, der kæmpede og var slagene; men mine egne frustrationer over fartholderne blev kun skubbet kortvarigt tilside blot for at vende tilbage igen og igen.

Boblen sprang ved efter 32 km. hvor jeg i varmen var blevet hentet så meget af fartholderen med musik, at han løb direkte bag mig – under 1 meter. Jeg var over 3 minutter foran min hurtigste målsætningsplan, som selv på en god dag kræver sin indsats fra mig; men alligevel blev jeg overhalet af 3t.30 fartholdergruppen (3:29)! Det er bare ikke i orden.

Mine mellemtider til München Marathon
5 km: 0:25:02
10 km: 0:49:34
15 km: 1:14:05
Halb: 1:43:34 – skulle være 1:45:49
30 km: 2:26:49 – altså 3 minutter og 10 sekunder foran.
35 km: 2:52:47 – skulle være 2:55:00
40 km: 3:24:28
Mål: 3:37:16

Lige efter fartholderne var løbet forbi mig var der depot, hvor jeg fik lidt cola ved sidste bord i det depot. Indtil da havde jeg kun løbet på vand; men jeg opdagede da jeg gik i det depot (de andre havde jeg løbet igennem), at jeg var svimmel i hovedet af varme og manglende vand og resten af vejen hjem var så en kamp imod ben, varme, dehydrering og skuffede forventninger. – Frustrationerne over fartholderne forsvandt hurtigt. Nu skulle jeg “bare” i mål.

Det var dog en kamp helt til sidste kilometer. Der var såvel maraton, halvmaraton og 10 km. løb med samme mållinje, så først kom skiltet 42 km., 100 meter efter 21 km-skiltet for halvmaraton og så endnu 100 meter senere skiltet med 9 km. for 10 km.-løbet. Jeg gik fra 42 km til 9 km. skiltet og løb-vraltede så den sidste kilometer rundt på stadion. Ingen slutspurt med dog så meget løb, jeg kunne mestre af weekendens 84,4 km. dobbelte maraton.

Løb München Marathon

Omkring 4 km. stod nogle meget små drenge med cola, en privatbod, og jeg tog vist for første gang nogensinde fra en privat bod (bortset fra et enkelt stykke slik til UltraVasan 90 km). Jeg har af forskellige årsager ikke “turde” indtage fra uofficielle boder; men jeg var så udbrændt af de 80 km løb over to dage, de over 1000 km. i bil, varmen, Bloksbjerg og de negative tanker, at jeg drak deres cola.

Igen små 2,5 km. fra mål var der et depot, hvor der også var cola som jeg drak.

I mål tog jeg et æble. Om hende der stod der mente, at jeg kunne skulle tage æblebåde eller blot mente, at det var nemmere ved  jeg ikke, så godt er mit tysk ikke; men jeg tog et helt æble og spiste. Jeg tog også to stykker forskellige kage; men tabte det ene uden dog at orke, at gå tilbage efter mere.

På vejen rundt på stadion så jeg et sted, hvor de hældte cola op, så da jeg kom i mål og ikke kunne se vand, begav jeg mig over imod colaen… Pepsi Cola.

München Marathon indtryk og tanker

Ruten til München Marathon 2018 var meget flad. Fint nok. Men der var ikke meget at se på (seværdigheder og kun få steder med større mængde tilskuere. Meget, meget få i forhold til, hvor stor en millionby München er.

München Marathon 2018 højdeprofil
München Marathon 2018 højdeprofil

Jo, vi kom da forbi nogle seværdigheder, men første “port” løb vi hen imod men vendte 180 grader lige inden og efter 36 km. løb vi op imod en anden port, der ledte tankerne hen på Brandenburger Tor; men vi blev ledt uden om og ikke igennem.

Der var heller ikke meget musik og underholdning. Der er mere til Marathon Würzburg, som også er maraton i Bayern. Jeg vil ikke anbefale München Marathon.

München Marathon: Start og mål
Starten er ved Olympiastadion München og målet er nogle meter rundt på det olympiske stadion fra 1972 (Olympiastadion München). Der er skilte ved flere af de store veje i byen, der viser imod Olympiastadion. Følg dem.

Da jeg deltog blev jeg opkrævet yderligere 5 € om morgenen for, at parkere ved Olympiastadion for at deltage i München Marathon. – Skønt det kun var løbere i stadionområdet, så det burde have været dækket ind i de 85,00 EUR jeg betalte i startgebyr. Ingen t-shirt eller anden merchandise blev givet, udelukkende den mulepose hvori skiftetøj skulle opbevares, og som de sagde ved nummerudlevering, så skulle jeg presse min større medbragte pose ned i den officielle pose.. ingen vej uden om.

Toiletter: Der er nummerudlevering fredag, lørdag og om søndagen fra to timer før første start i Olympiahalle (Olympic Hall); men man må ikke sætte sig roligt på stolene og man må heller ikke benytte de mange gode toiletter der findes under siddepladserne. Forbudt, forbudt, vi blev smidt væk fra stolene og folk blev jaget op og stoppet i at gå ned til toiletterne.. og skulle i stedet bruge de tyske transportable toiletter (Dixi/Toi Toi ). Dybt underlig. Alt er afspærret til dette ene arrangement med mange tusinde deltagere.. men toiletterne må ikke benyttes.

Efter løbet kunne man dog tage bad under Olympiahalle/Olympic Hall!

Det er dejligt med bad efter løb, og da jeg havde over 1000 km. i bil hjem vidste jeg, at jeg skulle i bad; men da jeg skulle gå rundt omkring stadion og derfra over til Olympiahalle var jeg flere gange ved, at give op med mine smadre, trætte ben.

Endnu være var det dog, da jeg skulle finde min bil efter løbet. Jeg havde bemærket hvilken blok jeg havde parkeret på og skrevet det på et stykke papir, som jeg havde lagt i mine bukser i skiftetøjsposen; men ingen steder så jeg skilte der viste hen til de forskellige parkeringsblokke. Så jeg måtte blot gå rundt om stadion indtil jeg fandt min blok.

I 2018 var der 4570, der fuldførte maraton. Dertil halvmaraton (som starter over 3 timer senere – og løbet den sidste halvmaraton) og nogle stafetter. Når halvmaraton begynder skal alle maratonløbere være forbi… og mange allerede i mål.

München Marathon blev mit maraton nummer to i den tyske delstat Bayern, da jeg tidligere i 2018 løb Marathon Würzburg.

Jeg har løbet otte tyske maraton i 2018 og 11 i alt, fordelt på ni forskellige delstater.

Related Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *